Tom Dumoulin skal til og med 2021 køre for Team Sunweb.
Den hollandske cykelrytter, der i maj vandt Giro d'Italia, bekræfter kontraktforlængelsen på holdets hjemmeside.
- Jeg har besluttet mig for at forny min kontrakt med Team Sunweb til 2022, så i de næste fire år kører jeg i vores flotte trøje, siger Tom Dumoulin.
- Ikke kun jeg, men hele holdet har nået nye højder i de seneste år. Jeg er sikker på, at vi tager store skridt i de kommende år, siger hollænderen.
26-årige Tom Dumoulin fik sit helt store etapeløbsgennembrud med sejren i Giroen.
Han har dog tidligere også gjort kraftigt opmærksom på sig selv, blandt andet med sjettepladsen i Vuelta a España for to år siden.
Her bar han førertrøjen frem til få etaper før afslutningen på løbet.
Tom Dumoulin har vundet etaper i de tre største etapeløb, Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a España.
/ritzau/