Fra og med søndag er der fire muligheder for at sende en hilsen og et bidrag til det populære radioprogram Giro 413 på P5.
Det bliver nemlig nu også muligt at indbetale via Mobilepay.
MobilePay levner dog ikke mulighed for de helt store hilsner. Så hvis man betaler et bidrag via MobilePay, skal man som besked skrive sit eget mobilnummer. Hilsenen, musikønsket og ens mobilnummer skal man derefter maile til giro413@dr.dk, oplyser DR.
- Begge steder skal man bare skrive sit mobilnummer. Så kobler jeg det hele sammen, siger programvært Margaret Lindhardt.
Bidraget sendes til mobilnummer 2854 0413.
Fire muligheder
Således er der nu fire muligheder for at komme af med det indsamlede beløb, sende en hilsen og ønske et stykke musik.
DR fortsætter med den oprindelige mulighed med at betale via giro. Dertil kommer også betaling via netbank og sms.
- Formålet med Giro 413 er jo, at lytterne kan sende hilsner og musikønsker til hinanden plus - ikke mindst - at samle penge ind til udsatte og socialt dårligt stillede børn og unge. Det er vigtigt, at måden at sende ind på følger med tiden, så det er så nemt som muligt for lytterne. MobilePay er efterhånden temmelig udbredt og bruges i alle mulige forskellige sammenhænge, så det er oplagt også at bruge det i forbindelse med Giro 413, siger Margaret Lindhardt.
28 millioner siden 1946
Giro 413 har været sendt siden 1946, hvor Karl Bjarnhof 13. oktober 1946 første gang bød velkommen til "Lytternes ønskeprogram på grammofon".
DR har lagt alle beløbene sammen siden 1946 og lytterne har doneret i alt 28 millioner kroner gode formål.
Giro 413 kan høres hver søndag mellem klokken 12.15 og 14.00 på P5.
Sådan indbetaler du til Giro 413