Australske myndigheder har kontaktet 250 personer, der kan være smittet med hiv af den 41-årige gigolo Hector Scott. Det skriver flere lokale medier.
Politiet fik et tip om den hiv-smittede gigolo den 20. december 2007. Den 4. januar i år blev han anholdt.
Han kan have været smittet siden 1999 og har siden arbejdet som uregistreret gigolo med både mænd og kvinder som kunder.
- Det er et ganske usædvanligt skridt at fortælle om denne type diagnose på grund af privatlivets fred. Men vi kontakter folk i løbet af eftermiddagen for at diskutere diagnosen med dem, så derfor ved vi, at oplysningerne vil være ude i det offentlige rum alligevel, sagde Dr Charles Guest fra de australske sundhedsmyndigheder ved et pressemøde.
Hector Scott er tiltalt for at have smittet personer med hiv samt for at have arbejdet som prostitueret uden at være registreret.
Myndighederne er ikke sikre på, hvor mange personer Scott kan have smittet. Tallet 250 er baseret på kontakter på gigoloens mobiltelefon. Alle 250 personer vil blive tilbudt hjælp og rådgivning af de australske myndigheder.