En gigantisk vindmølle, der stod i brand i Østerild i Thy, fik lov til at brænde ud.
Det fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi kort før klokken 1 natten til lørdag.
- Vi er ikke længere på stedet. Den får lov at brænde ud, siger han og tilføjer, at brandvæsenet fortsat er på stedet.
Politiet modtog en anmeldelse om en brand i en vindmølle fredag klokken 20.22.
- Det er korrekt, at det brænder i møllehuset, som er 140 meter over jorden. Med vinger er den 220 meter høj, så det er en af de helt store møller, sagde vagtchef Anders Olesen fredag aften
- Vi ved ikke, hvordan der er gået ild i den.
Tidligere på aftenen stod det uklart, hvordan brandvæsenet havde tænkt sig at slukke branden.
- Det er egentlig et godt spørgsmål. Det ved jeg ikke. Men der er ikke fare for, at der er nogen, der kommer til skade. Der er ret vådt i området, så man frygter ikke, at branden spreder sig, lød det fra vagtchefen tidligere.
Røgen kan muligvis være farlig, men fordi møllen er så høj, er der ingen fare på færde.
Vestas bekræfter, at det er selskabets V164-mølle.
- Vi kan bekræfte, der er ild i V164, men der er ikke nogen, der er kommet til skade. Brandvæsenet er på stedet og har sikret området, fortalte Anders Riis, pressetalsmand for Vestas, til DR Nyheder fredag aften.
- Nu vil vi undersøge, hvad der er sket, men ellers har vi ikke yderlige kommentarer på nuværende tidspunkt.
/ritzau/