Den nordsjællandske producent af udstyr til fordampning, tørring og forarbejdning i fødevareindustrien, Siccadania A/S, er blevet erklæret konkurs i Sø- og Handelsretten.
Det skriver Finans med Statstidende som kilde.
Siccadania har adresse i Birkerød og blev den 1. juni blev selskabet taget under rekonstruktion, fordi man var tynget af stor gæld.
Den samlede gæld løb op i 732 millioner kroner. Heraf var 565 millioner kroner kortfristede gældsposter.
Blandt kreditorerne er Danske Bank og Danmarks Eksport- og Investeringsfond. Desuden kunne Siccadania ikke betale løn til de ansatte for maj, fremgår det ifølge Finans af dokumenter fra rekonstruktionen.
I selskabets regnskab fra 2021 tårnede problemerne sig op. Trods en omsætning på 830 millioner kroner endte man med et underskud på 6,7 millioner kroner.
Den største medejer i Siccadania er den yderst velhavende familie Skov Eskildsen. Familien står bag Dan Cake og andre slik- og kageproducenter.
Siccadania har cirka 400 medarbejdere og har udover Danmark afdelinger i Frankrig, Tyskland, Holland, Polen, Singapore, Kina, Brasilien og Canada.