Mon ikke, at fiskesnørene kom hurtigt op af vandet, da en kæmpe hval dukkede op lige ved siden af lystfiskerbåden Nadia i Øresund.
"Det var lidt chokerende. Folk fór rundt for at tage billeder. Hvalen var så tæt på, så vi kunne røre ved dens hale og den blev ved med at cirkle rundt om os," siger fiskeskipper på Nadia, Lars Pryds til Helsingør Dagblad.
På netsiden hvaler.dk fastslår de ud fra billederne, at der helt sikkert er tale om en pukkelhval. Det er en temmelig stor hval, der bliver omkring 15 meter lang og vejer omkring 30 tons. Pukkelhvalen kan sende en vandsøjle op ad åndhullet i tre meters højde.
Hvalen fulgte fiskebåden tæt i op til 15 minutter, hvorefter den svømmede syd på mod København.
"Vi anmoder derfor folk, der færdes på og ved de indre danske farvande om at holde øjnene åbne og melde tilbage, hvis de ser hvalen," skriver hvaler.dk.
Pukkelhvalen æder krill, som den sier ud af vandet ved hjælp af barderne, men den kan også aktivt jage fisk. Pukkelhvalen findes over det meste af verden, også af og til i Danmark. I dag findes omkring 70.000 pukkelhvaler i hele verden.