Hele Danmark og parrets nærmeste venner og familie så med, da Jeanette og Michael fra årets "Gift ved første blik" gav hinanden deres "ja" og blev gift i forbindelse med programmet.
Som det eneste par fra årets sæson, valgte parret ikke kun at blive sammen, men da det sidste program rullede over skærmen, faldt Michael på knæ for Jeanette i en podcast og friede igen.
- Det er dig, jeg vil have, og det er dig, jeg elsker. I dag er vi samlet med en masse mennesker, der har været en del af vores rejse. Så Jeanette Lagoni: Vil du gifte dig med mig én gang til?, lød det fra Michael i DR's "Gift ved første blik"-podcast.
Han fik naturligvis et rungende "ja" fra Jeanette.
Parret drømmer om at få en kirkelig vielse og en stor bryllupsfest ovenpå deres første vielse, som foregik på Rudersdal Rådhus.
Men nu viser det sig, at det ikke er helt let for parret at skaffe en kirke til ceremonien. Det fortæller de til Billed Bladet, som blandt andet har talt med parret om bryllupsplanlægningen, som er i fuld gang.
- Vi har ringet til to kirker og fået afslag, fordi vi ikke har noget tilhørsforhold til stedet. Vi havde udset os dem, fordi der var noget plads, siger Jeanette til Billed Bladet.
Parret har planer om at invitere op mod 100 mennesker til deres store bryllup, som altså helst skal foregå i en kirke.
Dermed kan parret sikre sig at fejre den store dag med alle deres venner og familie. I "Gift ved første blik" må hver deltager kun invitere omkring 20 personer hver til brylluppet.