Specialstyrker fra det franske politi prøver tirsdag formiddag at overtale en gidseltager til at overgive sig på en skole i en forstad til Paris, rapporterer radiostationen France Info.
Ifølge politiet mødte den bevæbnede mand ved syvtiden op på skolen i bydelen Vitry-sur-Seine syd for hovedstaden.
Han tog så en forælder, der var på vej til at aflevere sit barn, som gidsel, og truer nu med at begå selvmord.
Skolen, der fungerer som et fritidshjem i sommerferien, er afspærret af politiets specialstyrker.
Børn er ikke i fare ved gidseltagningen, forlyder det fra stedet, og der foreligger foreløbig ingen oplysninger om, hvad motivet bag kunne være
En talsmand for politiet siger til det franske nyhedsbureau AFP, at det endnu ikke er lykkedes at komme i kontakt med gidseltageren.
Kilde: Dpa