Gidseltagerne havde rifler
og granater. Og truede med at bruge dem.
Og derfor
kalder guvernøren i Guarico i Venezuela det for en succes, at 30 gidsler nu er
på fri fod efter at have været spærret inde i godt et døgn i en bank.
De mange
gidsler fik lov til at gå efter lange forhandlinger, og banken blev derefter
oversvømmet af politifolk og familiemedlemmer i tætte omfavnelser.
Slap bort med fire gidsler
Den lykkedes den kriminelle bande at få en ambulance - og de kørte bort med fem gidsler.
- En aftale
blev lavet, vi har åbnet vejene for gidseltagerne – og så har de fået lov til
at køre. Det vigtigste er at sikre gidslernes liv, og det har vi opnået, sagde
guvernøren Eduardo Manuitt, ifølge internationale nyhedsbureauer.
De fem nuværende
gidsler gik angiveligt med på aftalen frivilligt - mod at de andre gidsler blev
sat fri.
Var en fejl
Gidseltagerne var egentlig bankrøvere, der tog gidslerne, fordi deres røveri
blev opdaget mandag middag. De ønskede derfor ikke nogen løsesum – blot at komme fri.
Det forklarede
en af røverne til en lokal radiostation.
- Vi vil
ikke have nogen løsesum. Vi vil bare redde vores liv. Hvis vi lader børnene gå,
så kommer de for at dræbe os, sagde han – og truede med at sprænge banken i
luften. På det tidspunkt var der mindst fire mindreårige i banken - herunder et spædbarn på to uger.
Familiemedlemmer
til gidslerne havde på tv desperat bedt præsident Hugo Chavez om at give
gidseltagerne ambulancen, så deres kære kunne komme fri.
Ifølge de venezuelanske medier har politiet
ikke fulgt efter ambulancen. Det er nu håbet, at de fire gidsler vil blive sat fri
i løbet af de kommende timer, men det er ikke sikkert.