Tyve år efter, at de sidst jagtede spøgelser, er folkene bag 'Ghostbusters' tilsyneladende klar med en efterfølger.
Der er forlydender i Hollywood om, at instruktør Ivan Reitman, som instruerede de første to film, er klar til at instruere 'Ghostbusters 3,' skriver Firstshowing.net.
Skuespillerne fra etteren og toeren, Harold Ramis, Bill Murray, Dan Akroyd, Ernie Hudson, Rick Moranis og Sigourney Weaver, skal også have sagt ja til at medvirke i en treer, så det ser ud til, at projektet endelig kan blive til noget.
Den første Ghostbusters film havde premiere i 1984, hvor publikum for første gang stiftede bekendtskab med de fire spøgelsesjægere, som hjalp befolkningen i New York med at udrydde diverse mere eller mindre uhyggelige spøgelser.
I den nye film skulle der komme et nyt hold unge spøgelsesjægere, som skal overtage pladsen for de gamle, men det er stadig på rygtebasis.