Ghita Nørby har spillet den smukke, unge pige i et utal af danske film.
Selv om hun er forfængelig, så er der en grænse.
Det skriver eb.dk, der har nærlyttet podcasten En anden tid.
- Jeg kan slet ikke se, hvorfor man ikke skal tage imod alderen. Det er at fornægte, at du bliver ældre. Hvorfor skal man ikke tage imod det og se, hvad det betyder og hvad det gør ved en?, spørger Ghita Nørby i podcasten og fortsætter.
- Nu er jeg jo så gammel, som jeg er. Skulle jeg pludselig putte et eller andet sprøjt ind for at se ud, som om jeg var 17? Det er jo en parodi. Det kunne aldrig falde mig ind!
I podcasten, der også handler om det danske sprog, fortæller Ghita Nørby dog også, at hun aldrig selv går ud uden makeup.
Og som altid er der selvfølgelig også plads til undtagelser.
- Hvis nogen har en næse, der er skæv og ligger hen ad kinden, så kan man godt rette den pænt op. Men hvorfor skulle almindelige mennesker med hver sit udseende putte ting i læberne? De ligner jo fisk. Hvem vil kysse sådan nogle læber? Det er da hæsligt, lyder det fra den legendariske skuespiller.