Ghana skal fremover stå i spidsen for Den Afrikanske Union. Det vedtog unionen mandag, efter at Sudan blev vraget som formandskandidat.
Sudan var blevet stillet formandsposten i udsigt ved topmødet sidste år, men betingelsen var, at landet fik styr på den urolige Darfur-provins. Det er langt fra tilfældet. Tværtimod er situationen blevet værre og har spredt sig til nabolandet Tchad. Oprørslederne i den uroplagede Darfur-region havde forud for dagens topmøde sagt, at man ikke ville kunne acceptere AU’s fredsbevarende soldater i landet, hvis unionen valgte Sudan som formand. Derfor måtte Sudan se formandsposten gå til Ghanas præsident, John Kufuor, der skal lede unionen det næste år.