Gerningsmand affyrer flere skud i Vejle

Tilsyneladende blev ingen ramt, da der søndag aften blev affyret flere skud i et boligområde i Vejle.

Selv om mange mennesker var ude at nyde det gode vejr i et boligkvarter i Vejle, blev ingen tilsyneladende ramt, da en ukendt gerningsmand affyrede op til fire skud blandt boligblokkene på Finlandsvej.

Det var beboere i område, der alarmerede politiet om skyderiet klokken 21.22, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Søren Løvendahl.

- Man fortæller, at der stadig bliver skudt dernede, og der bliver angivet, at der i hvert fald har været minimum fire skud, siger han.

Da politiet når frem er der masser af mennesker i området - anslået omkring 150 - 200 personer - der tilbragte aftenen udendørs i området. Der var dog ikke tale om nogen form for optøjer. Kun en enkelt gerningsmand, der affyrede skud, siger vagtchefen.

Sydøstjyllands Politi kender endnu ikke noget til baggrunden for skyderiet og ved heller ikke hvem eller hvad, der er blevet skudt mod.

- Vi aner ikke, hvad udgangspunktet er for det her. Vi er i færd med at lave gerningsstedsundersøgelser, lyder det fra Søren Løvendahl.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.