George Michael er i bedring.
Manden, der igen i år har inficeret danske radiostationer med den tilbagevendende 'Last Christmas'-virus, måtte for nylig aflyse en række koncerter på grund af en aggressiv lungebetændelse.
Men nu er den 48-årige stjerne ved at komme sig igen, afslører hans kæreste, 38-årige Fadi Fawaz, ifølge The Sunday Mirror på Twitter.
"Jul derhjemme. Jeg kan slet ikke stoppe med at smile i dag. Den bedste dag nogensinde. Han får det bedre og bedre. Ingenting at bekymre sig om, glade dage," skriver Fawez ifølge Sunday Mirror skrevet i et såkaldt 'tweet', der dog siden er blevet fjernet.
Alt tyder på, at Wham!-stjernen formentlig vil blive udskrevet fra det østrigske hospital inden for et par dage.
George Michael blev den 20. november hasteindlagt på et hospital i Wien, hvor han skulle have givet koncert dagen efter. Der er endnu intet nyt om eventuelle planer for erstatningskoncerter for hans aflyste Symphonica-turné.
Kilde: Sunday Mirror