George Michael er røget på hospitalet med en solid lungebetændelse.
Derfor udskyder den 46-årige popsanger nu koncerter på stribe, så forventningsfulde europæiske fans i Østrig, Frankrig, England og Wales må væbne sig med tålmodighed. Måske helt til maj, hvor i hvert fald London-koncerten er udskudt til.
Det skriver den østrigske tv-station ORF.
"Det er med stor beklagelse, at George Michael har været nødt til at udskyde sine show 26. og 27. november i Cardiff, Wales, på grund af sin fortsatte sygdom," lyder det på popstjernens hjemmeside.
"George var for nylig nødt til at aflyse koncerter i Wien og Strabourg efter lægens anbefaling, da han har fået konstateret lungebetændelse. Han modtager nu behandling," skriver hans folk.
Det tidligere Wham!-medlem ligger nu på et hospital i Wien.
Ifølge ORF skulle popstjernen også have problemer med hjertet, hvilket hverken læger eller pr-folk dog vil bekræfte.
"Det er latterligt," siger hans talskvinde, da hun får forelagt rygtet af ORF.
Kilde: ORF