Der kan komme mange ting ud af at arbejde som kampagnemedarbejder for George W. Bush. Det fandt præsidentens datter, Jenna Bush, ud af i 2004, hvor hun mødte republikaneren Henry Hager.
George Bush bliver nu svigerfar, da Jenna Bush og Henry Hager er blevet forlovet.
Jenna er den ene af George Bush s tvillingedøtre, og hun blev kendt i sine teenageår efter at være blevet anholdt to gange for at drikke som mindreårig.
Det første bryllup i næsten 40 år
Henry Hager ligner et drømmeeksemplar af en svigersøn til præsidenten. Han har arbejdet for Karl Rove, der i denne uge offentliggjorde, at han træder tilbage fra posten som præsidentens rådgiver. Han er søn af den tidligere viceguvernør i Virginia og arbejder nu for undervisningsministeren.
Jennas tvillingsøster Barbara er ikke gift, og hvis Jenna Bush og Henry Hager siger ja til hinanden inden 20. januar 2009, bliver det det første bryllup i Det Hvide Hus i næsten 40 år. Nixons datter Tricia blev gift i 1971, og Lyndon Johnsons datter, Lynda Johnson, blev gift i 1967.
Parret har endnu ikke valgt en dato for bryllupet.