Ritzau
Opdateret kl. 06:56
Gentofte fortsætter den dybt overraskende kurs mod DM-finalen i ishockey i klubbens første slutspil i 18 år.
Karsten Arvidsens tropper bragte sig foran 3-0 i semifinaleserien mod Odense, da Gentofte kunne rejse hjem fra den fynske hovedstad med en 2-1-sejr søndag eftermiddag.
Det er holdets anden sejr i Odense, og nu har Gentofte altså fire matchbolde til at sikre sig finalepladsen.
Igen tillod nordsjællænderne kun sine modstandere forholdsvis få skud på mål og var effektive i den anden ende.
Jeff Terminesi bragte Gentofte foran efter 12 minutter, men Oliver Larsen fik udlignet i powerplay sidst i første periode.
Den dukkert kom Gentofte sig dog fint over, og omtrent midtvejs i kampen kunne Andre Pison dunke pucken op i nettaget til den Gentofte-føring, der kom til at holde kampen ud.
Mens Gentofte altså ser ud til at være på direkte kurs mod finalen, er der mere arbejde at gøre for de forsvarende mestre, Esbjerg.
Men esbjergenserne tilspillede sig overtaget i semifinaleserien mod Frederikshavn ved at vinde med 3-2 på udebane i Vendsyssel.
Alt så ud til at være afgjort med Esbjerg-føring på 3-0 fire minutter før tid, men pludselig skabte Gorm Topholt og Jens Henrik Tönjum ny spænding med to hurtige mål.
Forinden havde Esbjerg spillet 55 meget effektive minutter, hvor Kodie Curran, Brock Nixon og Jordan Knackstedt sendte mestrene i solid føring.
Men det blev tæt til slut, især da Knackstedt blev vist ud med halvandet minut igen, og Frederikshavn satte et tungt pres ind.
Nicolaj Henriksen fik dog værget for sig i målet, og nu er Esbjerg foran med 2-1 i serien.
/ritzau/