I starten af december måned holder den schweiziske gentleman, Roger Federer, hof for nogle af tennisverdenens bedste mandlige og kvindelige spillere.
Her skal Caroline Wozniacki deltage i en opvisningskamp mod russiske Maria Sharapova den 7. december.
På trods af Wozniackis nuværende position uden for top 10, er hun stadig noget af "The best a man can get" som mottoet lyder for Roger Federers sponsor Gillette, der står bag opvisningsturneringen Gillette Federer Tour i Sao Paolo.
Til turneringen får Caroline Wozniacki ikke kun selskab af Maria Sharapova. Den nylige vinder af US Open, Serena Williams, og den nuværende verdensetter, Victoria Azarenka, skal også duellere på tennisbanen i Brasiliens største by.
Det er dog ikke kun de bedste kvindelige tennisspillere, som skal dyste i Brasilien. Roger Federer har således også inviteret Brasiliens bedste mandlige tennisspiller, Thormaz Belluzi, og skal selv prøve kræfter mod den franske stjerne Jo-Wilfried Tsonga.