Steven Howart er gradvist blevet mere og mere blind siden barndommen, men nu kan den 18-årige mand fra Bolton i England se igen. Miraklet er sket, efter at han deltog i verdens første kliniske forsøg med en ny eksperimentiel behandling, der bygger på såkaldt genterapi.
Det skriver den engelske avis The Guardian.
Den unge mand lider ifølge avisen af en nedarvet øjensygdom, som rammer cirka en ud af 80.000 i England. Sygdommen skyldes et defekt gen og betyder, at man gradvist mister synet. De fleste med sygdommen er fuldstændig blinde, når de aldersmæssigt når slutningen af 20 erne.
For den unge mand udviklede historien sig dog helt anderledes, da han under en to timer lang operation fik sprøjtet en uskadelig virus med en rask version af det defekte gen ind under nethinden. Efterfølgende har hans syn gradvist forbedret sig. Det samme er desværre endnu ikke sket for to andre patienter, der også deltog i forsøget.
Ikke desto mindre skriver The Guardian, at den nye metode er en kæmpe fordel og giver håb til tusindvis af mennesker med hidtil uhelbredelige øjensygdomme. Hvis behandlingen viser sig effektiv over for andre patienter, kan den revolutionere behandlingen af mere end 100 forskellige former for nedarvet blindhed.