Den bløde bold svæver i en langsom bevægelse over hovederne på kvinderne. De ligner siv, der svajer i vinden.
Det er formiddag i fitnessCorner i Lystrup ved Århus. Inge Dalsbirk Højmose, Aase Nedergaard og Hanne Drud Nielsen er alle tre opereret for brystkræft. De har fået genoptræning på sygehuset, men ikke tilstrækkeligt.
- Jeg er nødt til at få strakt min muskel ud, og den genoptræning, jeg fik efter operationen, var ikke nok, siger Inge Højmose på 46 år. Hun er stadig i gang med kemoterapi. 48-årige Hanne Nielsen tilføjer:
- Vi er blevet opereret under armen, så vi må ikke strække den helt ud lige efter operationen, hvor genoptræningen ligger. Men der er ingen tilbud til os. Kun i privat regi.
Ujævne tilbud
Hver femte kvinde med et operationsår efter brystkræft får ingen genoptræning. Det viser en Ph.d. afhandling af læge Anders Husted Madsen fra Aarhus Universitet.
- Tilbuddet til patienter, der bliver opereret for brystkræft, er utroligt forskelligt. Det er lige fra, at patienterne ikke får nogen form for genoptræning til andre steder i landet, hvor kvinderne får individuel genoptræning og holdtræning, siger han.
For mange af de opererede kvinder betyder manglen på genoptræning, at deres arm ikke kommer til at fungere ordentligt igen. Men sådan behøver det slet ikke være.
Fysioterapeut Kirsten Tørsleff, der underviser og holder foredrag i behandling efter operation for brystkræft, understreger, at det kun er ganske lidt målrettet træning, der skal til.
- De her kvinder kan efter to-fem måneders genoptræning komme tilbage til deres arbejde. Så pengene er hurtigt hentet hjem igen med den rigtige indsats, siger hun.
Ikke godt nok
På Rigshospitalet halter genoptræningen, og kun hver fjerde kvinde kommer på et genoptræningshold, fordi hun selv skal henvende sig for at få hjælp.
- I hospitalsregi tilbyder vi ikke tilnærmelsesvis den genoptræning, kvinderne har brug for. Vi har simpelthen ikke ressourcer nok, siger klinikleder Helle Tauby Sørensen.
Formand for Kommunernes Landsforenings Sundhedsudvalg, Tove Larsen, beklager, at tilbuddet til de brystopererede kvinder er så tilfældigt.
- Vi arbejder på livet løs for at løse problemet med genoptræning, men kommunerne kan ikke udbygge genoptræningen, før vi har økonomi til det, siger Tove Larsen.
Hun mener kommunerne, er kommet til at hænge på en kæmpe regning til genoptræning, fordi de tidligere amter har forsømt opgaven.