Sidste sæsons superligatopscorer, Marcus Ingvartsen, har endnu ikke slået til i belgisk fodbold.
Den tidligere FC Nordsjælland-angriber har siden sommerskiftet scoret fem gange i ligaen for Genk, og det er tilsyneladende for lidt.
Det fastslår klubbens tekniske direktør, Dimitri de Condé, over for avisen Het Belang van Limburg. Det skriver hjemmesiden voetbalkrant.com.
- Han har ikke levet op til forventningerne endnu. Det ved han, og det ved vi, siger Dimitri de Condé.
22-årige Ingvartsen scorede i sidste sæson 23 mål i Alka Superligaen og blev solgt til Genk for et stort millionbeløb. Flere medier skriver, at prisen var fem millioner euro (37 millioner kroner).
- At han var et dyrt køb hjælper ikke på det, men det er ikke det afgørende for mig, siger Dimitri de Condé.
- Jeg vil endda mene, at vi gjorde en god handel i Danmark. I dag skal man betale ligeså meget for en højreback, som vi betalte for Ingvartsen.
- Marcus har den rette mentalitet og arbejder hårdt. Han er stadigvæk ung på den svære position som nummer ni. Vi tror stadig på ham, siger den tekniske direktør.
/ritzau/