En akustisk guitar, der har tilhørt Beatles-medlemmet John Lennon, er onsdag blevet solgt for 2,9 millioner dollar på en auktion i New York.
Det svarer til omkring 20 millioner danske kroner.
Det er det højeste beløb, som en guitar ejet af et medlem af The Beatles nogensinde er blevet bortauktioneret for, oplyser auktionshuset Julien's ifølge nyhedsbureauet dpa.
- Vi er totalt begejstrede og beærede over at have sat en ny verdensrekord med salget af John Lennons guitar, udtaler David Goodman, som er administrerende direktør i auktionshuset.
Auktionshuset anslog inden auktionen, at guitaren ville blive solgt for mellem 600.000 og 800.000 dollar. Det er uvist, hvem køberen er.
I mange år troede man, at guitaren var gået tabt, indtil den for nylig dukkede op i et loftsrum i det sydlige England. Her lå guitaren efter sigende opbevaret i mere end 50 år.
Ifølge auktionshuset Julien's gav John Lennon guitaren videre til den skotske guitarist Gordon Waller i 1965, der igen gav guitaren videre til sin manager.
Det var managerens arvinger, der for nylig fandt guitaren i loftsrummet.
Inden guitaren kom på auktion, blev den renoveret, så der igen kan spilles på den.
Der er tale om en tolvstrenget Hootenanny-guitar fra den tyske producent Framus. Guitaren kan blandt andet ses på billeder fra studieoptagelser til Beatles-albummet "Help" og i Beatles-filmen af samme navn fra 1965.
John Lennon blev dræbt 8. december 1980 af dengang 25-årige Mark Chapman.
Chapman, der er evangelisk kristen, har sagt, at han var vred på Lennon, blandt andet fordi han havde sagt, at han ikke troede på Gud, og at The Beatles var "mere populær end Jesus".
Mark Chapman blev idømt livsvarigt fængsel og sidder stadig bag tremmer i dag.
/ritzau/