Der vil helt sikkert være et par debutanter med i den trup, som speedwaylandstræner Anders Secher offentliggør på fredag forud for dette års hold-VM.
Secher var allerede tidligt på sæsonen ude at minde de etablerede kørere om, at det vil være dagsformen og ikke tidligere meritter, der ville lægge til grund for VM-udtagelsen.
- Det er desværre ikke alle de ældre kørere, der har leveret. Man kan vel nærmest sige, at flere af grandprix-kørerne har kørt sig af landsholdet her i foråret.
- Derimod har de unge leveret gode resultater, og derfor kan man godt tale om et generationsskifte, siger Secher, som dermed indirekte vender tommelfingeren nedad for Kenneth Bjerre og Hans Andersen, der ligger henholdsvis nummer 14 og 15 i grandprix-serien lige nu.
Han fremhæver til gengæld tre kørere, der har kørt særligt stabilt i 2012, og som derfor må regnes som sikre VM-kort.
- Nicki Pedersen er nummer ét på ranglisterne i Sverige og Polen, og Leon Madsen og Niels-Kristian Iversen ligger også højt, så de tre kørere giver næsten sig selv.
Samtidig ser han stort potentiale i flere af de helt unge danske kørere, der har demonstreret stort potentiale på det seneste.
- Vores U/21-landshold slog polakkerne i Polen, så det tegner godt. Og ved den første DM-finale i Holsted havde vi to mand i top-5, der henholdsvis er 17 og 20 år, siger Anders Secher.
De to kørere, han omtaler, er Michael Jepsen Jensen og Mikkel B. Jensen. Førstnævnte gjorde en rigtig god figur ved det nyligt afviklede grandprix i Parken og kunne være et godt bud på den fjerde danske kører.
Truppen på fire mand og en reserve offentliggøres som sagt på fredag, to uger før den indledende runde, som afvikles i Bydgoszcz 7. juli. Her venter Polen, Rusland og USA på danskerne.
Vinderen går direkte til finalen, mens nummer to og tre går videre til det såkaldte raceoff, hvor fire hold dyster om de to sidste finalepladser.
Siden det nye VM-format blev indført i 2001, har Danmark vundet guld to gange - 2006 og 2008.
Kun tre gange er det ikke lykkedes at komme på podiet - senest sidste år, hvor Danmark sluttede som nummer fire, et enkelt point fra bronzemedaljerne.
/ritzau/