Det russiske konsulat i den franske havneby Marseille er mandag blevet ramt af eksplosive stoffer.
Det siger det lokale politi efter at have undersøgt hændelsen, skriver Reuters.
Ifølge politiet er der blevet kastet tre plastikflasker ind i konsulatets have og to af dem er herefter eksploderet.
Ingen er kommet til skade i forbindelse med hændelsen, og politiet undersøger sagen, lyder det.
Mandag morgen skrev lokale medier, at der var blevet hørt en eksplosion i nærheden af det russiske konsulat.
Herefter bekræftede Thierry Edom, som er embedsmand i det franske brandvæsen, over for Reuters, at brandvæsenet er til stede ved konsulatet.
Også den russiske generalkonsul i Marseille, Stanislav Oranskij, har bekræftet, at der var sket en eksplosion.
En talsperson fra det russiske udenrigsministerium siger til det statslige russiske nyhedsbureau Tass, at eksplosionen har "alle kendetegn ved et terrorangreb".
Talspersonen Marija Zakharova siger desuden, at Rusland kræver, at Frankrig undersøger hændelsen hurtigt og grundigt.
Der er umiddelbart ingen meldinger om, hvorvidt eller i hvilken grad bygninger har taget skade.
Mandag markerer treårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine.
Det russiske konsulat i Marseille ligger i et område, hvor der ligger flere andre konsulater.
Et konsulat er en statslig repræsentation i et andet land. Konsulater er placeret i betydningsfulde byer i udlandet og varetager kommercielle og kulturelle opgaver.
/ritzau/