Flere tyve udnytter tilsyneladende selvbetjening på genbrugspladser til at gå på jagt efter elektronik eller dyrt tøj, som kan sælges videre.
Det fortæller AffaldPlus, som driver en række genbrugspladser med selvbetjening på Sjælland, til TV 2 Øst.
- Jeg vil tro, at der er tyveri hver dag. Måske får de ikke noget med hver dag, men de kører forbi og runderer hver dag. Og så tager de turen rundt til de andre genbrugspladser, siger Brian Johannesen, der er driftskoordinator i AffaldPlus, til mediet.
AffaldPlus har siden årsskiftet haft selvbetjening på otte ud af selskabets 19 genbrugspladser.
De pågældende genbrugspladser ligger i Haslev, Ringsted, Rønnede, Slagelse, Næstved, Korsør, Sorø og Vordingborg.
Muligheden for selvbetjening indebærer, at man kan få adgang til genbrugspladsen i en længere åbningstid, hvor der ikke er personale til stede.
Ifølge TV 2 Øst kræver det, at man tilmelder sig med e-mailadresse og telefonnummer på selskabets hjemmeside.
/ritzau/