Hvis du rejser mellem Aalborg og XXX, skal du beregne ekstra rejsetid lidt endnu.
Udbedringen af skaderne efter et finsk skibs påsejling af Limfjordsbroen i marts trækker ud. Derfor forlænger DSB sporarbejdet i Nordjylland frem til slutningen af oktober.
Det meddeler DSB i en pressemeddelelse onsdag.
- Der arbejdes stadig med at udbedre skaderne på Limfjordbroen. Det betyder, at særkøreplanen med busser fortsætter, til broen er udbedret, så vi kan komme til at køre over Limfjorden, siger regionschef Region Vest hos DSB, Jørgen Rasmussen.
Togene skulle have rullet igen på skinnerne mellem Aalborg og Hjørring den 11. september.
Men påsejlingen betyder, at pendlere og andre rejselystne må se frem til nogle flere busture i det nordjyske.
- Skal man direkte fra København eller Aalborg til Frederikshavn og bruger x-bussen, så er det samme rejsetid som med toget. Ellers er rejsetidsforlængelsen mellem 5-10 minutter op til en halv times tid afhængig af, hvor man skal fra og til, fortæller Jørgen Rasmussen.
DSB forventer at have hele strækningen færdiggjort 29. oktober.
- Vi forventer, at det hele er færdigt den 29. oktober. Bliver broen færdig før, så vil vi også køre til Hjørring tidligere. Men sporarbejdet til Aalborg er planlagt til at være færdigt til den 29. oktober, siger Jørgen Rasmussen.
De berørte passagerer, som rejser fra Nordjylland til København, kan dog glæde sig over, at de stadig kan benytte tilbuddet om gratis indgang i Tivoli, så længe der er åbent.
/ritzau/