Da 20-årige Mathias Gehrt i pausen blev skiftet ind i stedet for Nicolaj Agger, kvitterede han efter et par minutter i anden halvleg med at bringe Brøndby foran 1-0. Men gæsterne formåede ikke at holde fast i føringen og den gode start i 1-2-nederlaget til AaB.
- Vi begyndte at lave for mange personlige fejl over hele linjen. De fik to mål, og så var det bare op ad bakke i resten af kampen for os.
- Vi bliver ved med at lave fejl og får ikke rettet op på det. Det må vi arbejde videre med, siger Mathias Gehrt.
- Vi troede lige, at det her kommer til at gå rigtig godt, og så gik det lige modsat, siger Mathias Gehrt.
Lørdag meddelte Per Bjerregaard, at han har besluttet at træde tilbage som formand for klubbens bestyrelse med øjeblikkelig virkning.
- Det er ikke noget, vi har snakket om op til kampen. Ellers har jeg ingen kommentar til det. Det må du snakke med andre fra klubben om, siger Mathias Gehrt.
Ifølge Brøndby-træner Auri Skarbalius blev truppen informeret om situationen lørdag, men hvad han havde snakket med spillerne om, ønskede han ikke at uddybe.
- Jeg tror ikke, det var noget, spillerne tænkte over, da de løb rundt på banen. Det var ikke derfor, vi lavede mange fejl, siger Auri Skarbalius.
Brøndby skal nu forsøge at rejse sig efter to nederlag i sæsonens første kampe.
- Udfordringen bliver, at holdet skal blive bedre til ikke at smide bolden væk. Og vi skal modstå den mentale belastning, der kommer, siger Auri Skarbalius.
/ritzau/