To timer, fire minutter og 26 sekunder. Så kort tid brugte den etiopiske superløber Heile Gebrselassie på at vinde Berlin Marathon - det svarer til godt 20 kilometer i timen.
Den fantastiske tid er ny verdensrekord - hele 29 sekunder hurtigere end Paul Tergats gamle rekord fra 2003. Den rekord blev også sat i Berlin, så meget tyder på, at det er en hurtig rute, som tyskerne har fundet. Det bekræftes også af, at Gebrselassies personlige rekord inden dagens løb lød på to timer, fem minutter og 56 sekunder - altså halvandet minut langsommere end dagens løb.
I alt 40.000 løbere fra 115 lande deltog i Berlin Marathon - blandt så mange danskere, at der faktisk er flere danskere med i løbet i Berlin end der løber med i Copenhagen Marathon.
Med den nye verdensrekord har den 34-årige etioper sat verdensrekorder på stort set alle distancer fra 2.000 meter op til maraton-distancen, der er 42 kilometer og 195 meter.