Rock-giganterne Metallica benyttede sig af et af bandets hyppige besøg på dansk grund til tirsdag aften i Jyske Bank Boxen i Herning at hylde alletiders danske rockband Gasolin'.
Med danske Lars Ulrich bag trommerne spillede den californiske heavy metal-kvartet et af Gasolin's største numre: "Rabalderstræde".
Med Kirk Hammett og Rob Trujillo - som sang på "dansk"! - i front fik Metallica boxen til at synge med i en hyldest, som Lars Ulrich efterfølgende har sat ord på i et opslag på Instagram:
- ... masser af kærlighed og respekt til det legendariske danske band Gasolin. "Rabalderstræde" er et af de største rocknumre fra "the Mother Country".
Metallica høstede endnu en gang anmeldernes begejstring efter koncerten. Således var der roser til bandet, mens lyden i Boxen ikke levede op til anmeldernes forventninger.