Hviderusland har antydet, at omkring 20 procent af den gas, der bliver sendt gennem landet fra Rusland til EU-landene, kan komme i fare. Årsagen er, at den russiske leverandør Gazprom har planer om at fordoble prisen på den gas, som Hviderusland køber. Det vil landet ikke være med til og truer derfor med i en periode blot at fortsætte med at tappe den fornødne mængde gas fra rørledningerne, hvilket vil betyde, at der kommer 20 procent mindre gas frem til EU-landene.
På kort sigt frygter talsmand for EU-kommissionen Amadeu Altafaj Tardio ikke, at en mulig gaskrise mellem Hviderusland og Rusland kommer til at betyde det store for EU.
»Vores vurdering er, at gaslagrene i EU er mere end store nok til at imødegå en krisesituation,« siger han til AFP.
Ikke desto mindre er EU dybt afhængig af gasleverancerne fra Rusland, der står for 40 procent af den gas, EU bruger.