Af Mikkel Milsgaard | mimi@avisen.dk
Tåregassen hang i Christianhavns gader og drev ind i folks lejligheder, da unge autonome og christianitter forleden skabte ballade og optøjer i gaden.
Nyhedsavisen har stillet vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Flemming Steen Munch en række spørgsmål vedrørende politiets brug af tåregas under urolighederne på Christianshavn mandag:
Hvilken type tåregas er anvendt i forbindelse med urolighederne på Christianshavn?
»Den samme som altid. Det er en type, som hedder CS- gas.«
Hvor meget tåregas vil du vurdere, at I har anvendt ved aktionen mandag?
»Det er ikke gjort op endnu. Men vi bruger så meget som nødvendigt for at kunne løse opgaven. Der er altid én på stedet, som er ansvarlig for brugen af gas. Han skal nu skrive en redegørelse til rigspolitiet, hvori oplysninger om mængde og anvendelse skal fremgå.«
Hvor meget tåregas må man anvende?
»Det findes der ikke nogen regler for. Det er en vurdering fra gang til gang. Når vi arbejder med tåregas er der mange parametre, som spiller ind – eksempelvis vind- og vejrforhold og det område, vi befinder os i.«
Er det realistisk at gennemføre en lignende fogedforretning på Christiania uden brug af tåregas?
»Det er et tåbeligt spørgsmål. Vi vil også fremover bruge gas, hvis vi bliver udsat for lignende uroligheder, som ikke kan dæmpes på anden vis.«
Hvor mange klager over tåregas har I modtaget efter urolighederne mandag?
»Ikke nogen, mig bekendt. Men de kan jo være undervejs. Jeg kan jo forstå gennem diverse medier, at folk har i sinde at klage. Jeg kan kun sige, at det er stærkt beklageligt, når sådan noget her går ud over uskyldige mennesker. Men under sådanne uroligheder kan vi ikke være herre over, om tåregassen også trænger ind i folks lejligheder. Vi må forholde os til, hvad der sker nede på gaden.«
Sådan bekæmper aktivister tåregassen
På hjemmesiden aktivist.nu findes oplysninger til aktivister om, hvordan de bedst håndterer tåregas
Beskyt
dit ansigt. Enten med en gasmaske (forbudt i Danmark) eller med
svømmebriller for at beskytte dine øjne. Brug et stykke tøj vædet i
æblecidereddike, eller citronsaft til at beskytte din næse og mund.
Undgå creme og makeup - tåregas klæber til creme
Efter demonstrationen: Tag tøjet af og put det i en
plastikpose. Luft tøjet, og skyl det med koldt vand eller i
vaskemaskine.
Første gas faldt i 1915
Krigsgas blev ifølge Dansk Militærhistorisk Selskab anvendt første gang
22. april 1915 i Slaget ved Marne under 1. verdenskrig.
Da det lykkedes
franskmændene at stoppe den tyske fremrykning, stivnede den årelange
skyttegravskrig, og for at få bevægelse i krigen igen, besluttede
tyskerne sig for at anvende gas – i første omgang ved hjælp af
luftarten klor.