Skuespilleren Sir Ian McKellen, som spiller troldmanden Gandalf i "Ringenes Herre" har købt sit lokale stamværtshus, The Grapes, sammen med en kammerat. Det skriver den britiske avis The Independent.
Pubben blev gjort legendarisk i forfatteren Charles Dickens bog Our Mutual Friends fra 1864.
Men hvorfor vil man dog købe en over 300 år gammel pub?
"Det er mit lokale værtshus. Jeg kendte ejeren, og hun havde spurgt mig i årevis, om jeg ville købe det, men jeg havde altid sagt nej. Så sagde hun, at hun gik på pension, og så købte jeg," siger han til den engelske avis.
72-årige McKellen ville først åbne en the-butik, men endte altså med en pub. Han er fortrøstningsfuld omkring fremtiden.
"Jeg aner ikke, hvordan man skifter et øl-anker, men jeg har da serveret enkelte pints," fortæller han til avisen.
Kilde: The Independent