Der bliver måske åbnet en ekstra flaske champagne på Amalienborg nytårsaften.
Den Berlingske Fonds årlige hæderspris på 100.000 kr. går nemlig i år til Hans Kongelige Højhed prins Henrik.
Prisen uddeles hvert år i anledning af Berlingskes fødselsdag og gives til en dansker, der har der har haft stor politisk, erhvervsmæssig eller kulturel betydning for landet.
Det har prinsgemalen haft, mener fondens bestyrelse, der overrækker prinsen prisen ved en festlighed 12. januar i Berlingskes gemakker i Pilestræde i København.
"Netop i januar 2012 fejrer Dronningen 40 års regentjubilæum, og Prinsgemalen tilkommer sin del af æren for, at det er blevet en succeshistorie for det moderne danske monarki," forklarer Den Berlingske Fonds formand, ansvarshavende chefredaktør Lisbeth Knudsen.
Hun understreger derudover prinsens evne til at tilpasse sig den særlige rolle som prinsgemal til en stærk og populær personlighed som dronning Margrethe.
I 2011 blev digteren og forfatteren Benny Andersen hædret med Berlingskes pris og året før, gik prisen til NATO's nuværende generalsekretær og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.