Politiet i København har onsdag eftermiddag afspærret et område ved Langeliniekaj, hvor hærens bomberyddere er blevet sendt på arbejde.
- Der er fundet nogle gamle kanonkugler, og en af dem skal bortsprænges, fortæller politiets vagtchef Kim Nicholsen til Ritzau.
Kanonkuglerne er blevet fundet i forbindelse med dykning og udgravning i den fjerne ende af Langeliniekaj.
- Vi har læst lidt på det, og de kan muligvis stamme tilbage fra bombardementet af København i 1807, fortæller Kim Nicholsen.
Det var englænderne, som stod bag bombardementet af byen. Deres krav var at få udleveret den danske flåde, som, briterne ellers frygtede, ville ende på Napoleons hænder.
De kanonkugler, som onsdag er dukket på ud for kajen, er formentlig såkaldte sekspundskugler.
Desuden er der blevet fundet en kanonkugle med en diameter på 33 centimeter. I kuglen sidder der noget, som ligner en prop, og det har gjort bomberydderne så bekymrede, at man altså har valgt, at den skal sprænges.
/ritzau/