En måned på SU er overstået, og det har budt på et væld af oplevelser. Til slut tog Nyhedsavisens journalist på kasino.
Af Jacob Basbøll
jaba@avisen.dk
@BRØD:Jeg har fået fin jakke på, hjertet pumper under brystet og nervøsiteten melder sig. Stedet er Casino Copenhagen, hvor de sidste skejser skal på rouletten. Jeg har overvejet som en gal, hvad jeg skal satse på. Rådene har været mange, men de fleste siger all in på rød. Jeg placerer mine fire jetoner på ruderen, og ser hvorledes 10.000 er af kroner satses.
»Last bets, please,« siger croupieren.
Kuglen hopper og danser for at lægge sig smukt på fire. Den er sort.
På den sørgelige måde slutter min måned på SU.
Let hverdag
Det har været ret enkelt at komme igennem hverdagen. Ved at læse tilbudsaviser og købe stort ind i starten af ugen, har jeg sparet meget.
Derfor har der været råd til biograf, slik og tilmed øl i weekenden. De dyre caféer har jeg holdt mig fra, men den kan godt lade sig gøre at drikke latte, hvis blot man prioriterer, mener min bankrådgiver. Selv samme rådgiver er imponeret over forsøgets udgang.
»Det har du da klaret meget godt, og det overstiger mine forventninger lidt,« siger Rasmus Hach fra Danske Bank.
Mit held er, at jeg ikke er løbet ind i uforudsete udgifter, forklarer han. For var min computer blevet stjålet, eller var jeg blevet snuppet for at køre uden lys, så havde jeg haft det svært økonomisk.
Ingen snyd
Rådgiver-rasmus største bekymring har været, om mit forbrug var steget for meget siden min studietid, at jeg slet ikke ville kunne skrue ned igen.
»Men du er nok stædig, så du blev nødt til det. Jeg kan i hvert fald skrive under på, at du ikke har snydt,« siger han.
Og snydt har jeg ikke, men jeg har måttet takke nej til forskellige ting, som jeg normalt ville have gjort.
Man kan sagtens leve som studerende i Danmark – der er gode muligheder for både fritidsjob og billigt lån. Men det er ikke altid lige spændende. Til gengæld mener jeg stadig, at de danske studerende er privilegerede, når man sammenligner med stort set alle andre lande i verden. Uddannelse er gratis, og man får tilmed støtte.
Så serien slutter, som den startede med et stort:
Hurra for SU!