Ni personer er blevet henrettet i Gambia torsdag, og flere risikerer at blive henrettet i de kommende dage skriver menneskerettighedsorganisationen Amnesty International i en pressemeddelelse.
Ifølge oplysninger blev de ni personer, heraf en kvinde, hentet ud af deres fængselsceller og henrettet. To af de eksekverede siges at være fra Senegal.
I Gambia kan der idømmes dødsstraf for drab og for landsforræderi. Tre af de henrettede skal være dømt for forræderi.
- Beslutningen, som Gambias præsident, Yahya Jammeh, har taget om at eksekvere ni personer efter mere en 25 år uden henrettelser er et enormt tilbageskridt, siger vicedirektør i Amnesty International Africa, Paule Rigaud.
- Hvis oplysningerne bekræftes, så bringer det Gambia tilbage til den lille gruppe af lande, som fortsat henretter, og vi opfordrer myndighederne om øjeblikkeligt at afstå fra flere henrettelser, siger Rigaud.
Myndighederne i Gambia oplyser, at der sidder 42 mænd og to kvinder på dødsgangen og venter på at blive henrettet per 31. december 2011. 13 af dem er blevet dømt sidste år. Indtil videre i år har tre mænd fået dødsstraf. Det bringer det samlede tal op på 47.
Både 19. og 20. august har præsident Jammeh som i forbindelse med Eid al-Fitr-festen på tv meddelt, at alle dødsdømte i landet vil være henrette inden udgangen af september.
Siden 1985, da den seneste henrettelse fandt sted i landet, har Gambia afstået fra at eksekvere dødsdomme og dermed tilsluttet sig de to tredjedele af verdens nationer, der afstår fra dødsstraf enten lovmæssigt eller i praksis.
22 af de 54 medlemmer af Den Afrikanske Union har afskaffet dødsdom i praksis og 16 af dem har lovmæssigt gjort det for alle lovovertrædelser.
På trods af indtrængende opfordringer fra menneskerettighedsorganisationer, så vender Gambia nu tilbage til at gennemføre dødsstraf i praksis.
/ritzau/