I de sidste fire år har man kunne købe koncertbilletter gennem musikbladet Gaffas hjemmeside. Men sådan bliver det ikke i fremtiden. Gaffa har nemlig valgt at trække sig fra markedet trods stor succes.
Gaffa har valgt at indgå et samarbejde med Billetlugen, som gennem de sidste fire år har været en af deres største konkurrenter. Ved årsskiftet overtager Billetlugen alle forpligtelser og aktiviteter i GAFFA billet.
I stedet vil GAFFA koncentrere sig om GAFFA Live, der er en service, som giver overblik over alle billetudbydere i Danmark, men uden at formidle salg. Leder af GAFFA billet Jesper Mardahl forklarer, at det netop var projektets succes, der fik dem til at indgå en aftale med Billetlugen.
"GAFFA Billet har fået succes blandt arrangører og publikum, men med stor vækst i salg af billetter, er kravene og udfordringerne til at drive billetvirksomhed sideløbende vokset markant. Derfor har vi valgt at alliere os med en ressourcestærk partner, forklarer han.
Billetlugen ser også positivt på samarbejdet, som de håber vil styrke deres satsning på musik:
"Profilen på GAFFA Billet passer godt ind i vores forretning og er med til at give vores satsning på musik endnu mere mening, og vi er sikre på at samarbejdet vil være til glæde for begge selskaber såvel som vore samarbejdspartnere" siger direktør hos Billetlugen Jeppe M. Jensen.