Statsministeren vil i fremtiden holde sin nytårstale for sig selv helt frem til et kvarter, før den sendes i tv.
Det meddeler Statsministeriet torsdag i en mail til medlemmerne af Folketingets Presseloge.
Administrationschef i Statsministeriet, Torben Skovgaard Andersen, oplyser, at stramningen kommer i kølvandet på mediernes behandling af den seneste nytårstale.
- På baggrund af den seneste tids debat om mediernes føromtale af statsministerens nytårstale skal jeg oplyse, at statsministerens nytårstale fremover vil blive udsendt klausuleret til pressen 1. januar kl 19.00, skriver Torben Skovgaard Andersen.
Han hentyder til sagen, hvor politikere og politiske kommentarer nytårsaften spåede om talens indhold i en direkte udsendelse på DR. Senere om det dog frem, at de allerede havde læst talen.
I timen op til nytårstalen var der på DR1 optakt ved værterne Klaus Bundgård Povlsen og Ask Rostrup, der begge havde læst statsminister Helle Thorning-Schmidts tale igennem.
Her kunne seerne opleve Ask Rostrup forudsige, at talen ville komme til at fokusere på den økonomiske krise.
Og senere udtalte Klaus Bundgård Povlsen:
- Det (nytårstalen, red.) er jo også en chance for at markere sig konkret med noget voldsomt og overraskende. Men det forventer vi ikke rigtigt.
Hertil svarede Ask Rostrup:
- Det forventer vi ikke.
Også den socialdemokratiske ordfører Ellen Trane Nørby gav i DR-studiet sit bud på talens indhold. Hun havde ligeledes læst talen.
DR har sidenhen beklaget, at de foregav at lege gætteleg.
- Det duer selvfølgelig ikke, at vi på den her måde kommer til at foregive noget, som ikke er rigtigt, udtalte journalistisk chef på TV Avisen, Johan Engbo, tidligere på måneden.
Statsministeriet har i en årrække sendt nytårstalen ud til journalister og politikere omkring klokken 11.00 samme dag, som talen vises.
/ritzau/