En flok dovne bisonokser blev tilsyneladende for meget for en gæst i Knuthenborg Safaripark. De spærrede hans vej mod udgangen, og havde ikke travlt med at flytte sig.
- Han er steget ud af sin bil for at flytte på en bison, som han så er gået hen imod og har klappet ad eller skubbet til. Jeg ved ikke præcis, hvad han har gjort, men i hvert fald har den her bison følt sig truet og er begyndt at løbe efter ham, siger kommunikationschef i Knuthenborg Safaripark, Camilla Ellehammer Haxgart, til TV2 Øst.
Manden blev stanget af bisonoksen, som formentlig forsøgte at beskytte sin kalv. Men manden blev ikke mere tilredt, end han kunne sætte sig ind i sin bil og forlade parken, inden personalet kunne nå at få snakket med ham.
Episoden fandt sted i området Dyrehaven, hvor det ikke er tilladt at forlade sin bil. Og det er der jo så en god grund til.
Knuthenborg Safaripark ligger på Lolland og rummer mere end 1.000 eksotiske dyr – heriblandt også tigre, ulve og elefanter.