En 23-årig mand er i retten i Nykøbing torsdag blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel.
Dommen får han for at have begået et voldeligt overfald på en dyrepasser i safariparken Knuthenborg Safaripark på Lolland den 29. april i år.
Det skriver Folketidende.dk.
Manden, der ikke selv mødte op i retten ved domsafsigelsen, blev fældet af en video fra en gæst i safariparken, der optog overfaldet. Et vidne i retten kunne genkende den 23-årige voldsmand.
I videoen ser man ifølge Folketidende.dk den 23-årige samle småsten op tæt ved abeburet, inden han tildeler den ansatte i safariparken et knytnæveslag i baghovedet, så den ansatte falder forover og skraber næsen mod jorden.
Det er uvist, om der ligger et motiv bag handlingen.
Dommen åbner op for en forlængelse af straffen, da den dømte har en voldsdom fra tidligere.