En 39-årig russisk gademusikant er ved Retten i Aarhus fundet skyldig i grov vold ved at stikke ild på folk. Han kastede benzin mod tre andre mænd og satte ild til, så den ene fik anden- og tredjegradsforbrændinger.
Den forbrændte mand fik skader i ansigtet, på halsen, på hænderne, på kroppen og på benene. Hans skader var livstruende, så han måtte indlægges på Rigshospitalets afdeling med speciale i brandsår.
Anklagemyndigheden havde lagt op til at få den russiske mand dømt for drabsforsøg eller grov vold, og retten takserede altså angrebet til at være grov vold.
Ofrene er også russere, og de er lige som den 39-årige gademusikanter.
Angrebet fandt sted i januar sidste år på parkeringspladsen ud for Peter Fabers Vej i Aarhus.
Ud over personskaderne er den 39-årige også kendt skyldig i at have forvoldt skade på flere parkerede biler.
Manden, der er russisk statsborger, har under sagen erkendt, at han opholdt sig ulovligt i Danmark.
/ritzau/