De har kørt gennem meterhøjde flammende gadebål, trodset voldsomme byger af molotovcocktail og ventet i regnen på nye angreb.
Nu kommer regningen.
De cirka 1.000 politifolk fra hele landet, der har været involveret i urolighederne i København siden rydningen af Ungdomshuset 2. marts, mærker i disse dage de første behov for psykologisk behandling, skriver 24timer.
Delingsførere og tillidsmænd har meddelt Københavns Politiforening, at de betjentene har brug for psykologhjælp, fordi de er rystede af kampene.
- Derfor kræver foreningen, at samtlige politifolk, der var på arbejde under urolighederne, skal tale med en psykolog, siger politiets sikkerhedskoordinator Torben Krog Jensen.
Ifølge politiet vil de kommende uger afsløre, hvor mange betjente, der er blevet ramt af brosten på sjælen.
- Nogle betjente vil være påvirkede nu, mens andre først bliver berørt senere. Derfor gælder det om at få bearbejdet de voldsomme oplevelser, siger Rigspolitiets chefpsykolog, Bjarne Frøslee Ibsen.