Gåsen er juletidens fugl. Ikke alene er den velsmagende og manges foretrukne ved julebordet, dens fjer bliver også flittigt brugt mellem jul og nytår.
Fra den 27. til den 29. december afholdes badmintonturneringen Copenhagen Masters i Falkoner Center, og siden 1993 har det været en fast tradition, at badmintonglade danskere har kunnet fordøje julen ved at se verdens bedste ketchersvingere baske til gåsefjer.
Peter Gade, der er verdens trediebedste singlespiller, skyder turneringen i gang. Han har vundet seks gange før og glæder sig.
»Jeg elsker at spille turneringen. Det, at den ligger i København og ved juletid, er noget særligt, og det er specielt, at publikum er så tæt på. Det er sådan, badminton bør spilles,« siger Gade.
Copenhagen Masters er en opvisningsturnering, og Gade glæder sig netop over, at turneringen viser badminton på bedste vis.
»Det er en unik mulighed for at vise badminton. Der er fokus på én kamp af gangen, og det gør, at stemningen bliver endnu mere intensiv,« siger han.
At der er tale om en opvisningsturnering betyder imidlertid, at resultatet ikke har indflydelse på verdensranglisten. Derfor har Peter Gade da heller ikke trænet for at toppe i niveau til denne turneringen. Fokus ligger på SuperSeries i Malaysia og Korea i januar, siger han. Det betyder dog ikke, at turneringen er ligegyldig.
»Vi vil give alt for at vinde, vi plejer at se, at mange af udlændingene kommer op på højt niveau,« siger Gade.
De største stjerner er dog ikke med i år. Hverken verdens nummer et eller to stiller op og de olympiske mestre er heller ikke med.
Det er til gengæld både Gade og verdens nummer otte, Kenneth Jonassen. Mon ikke de mødes i finalen?