Det blev endnu en gang Peter Gade, der trak sig ud af danskerdysten med Kenneth Jonassen, da kongerigets skarpeste fjerbolds-ekvilibrister krydsede ketsjere i finalen ved Copenhagen Masters.
Efter to tætte sæt kunne den letbenede veteran løfte sin knyttede venstrehånd i retning mod Falconer Salens tag. Vindercifrene efter de 42 minutters dyst blev 21-18, 23-21.
Duellen blev skæmmet af en klokkeklar fejlkendelse, da andet sæt blev frataget Kenneth Jonassen ved stillingen 20-19. Her øsede Peter Gade en bold ud over baglinjen, men den blev – trods højlydte protester – dømt inde.