Oberst Gaddafi er angiveligt ved at være desperat for at stoppe angrebene mod ham i Libyen. Han har i hvert fald sendt et langt brev til USA's præsident Obama, hvor han beder om, at USA skal holde inde med krigen. Det skriver A.P.
Den libyske leder kalder krigen for "uretfærdig" og ønsker Obama held og lykke med hans genopstilling til præsident. Han smigrer den amrikanske præsident og kalder ham for "min søn" og "excellence."
"Du er en mand med nok mod til at annullere en forkert og misforstået aktion," skriver Gaddafi blandt andet.
I følge A.P. er brevet tre sider langt og "usammenhængende", som også Gaddafis offentlige taler har ry for at være.
Det Hvide Hus' pressechef Jay Carney har bekræftet, at de har modtaget brevet, som A.P. er i besiddelse af, fra Gaddafi.
Men oberstens tryglen om våbenhvile vil ikke bliver efterkommet, understreger Carney.
"Præsidenten har lagt meget klare krav ud," siger han.
Gaddafi skriver videre i brevet, at krigen mod Libyen har skadet hans land mere moralsk end fysisk. Og at et demokratisk samfund ikke kan blive skabt gennem missiler og luftvåben.