Gaddafi-soldater kvalte fanger i containere

Amnesty International beretter om nye grusomheder i Libyen efter de når frem til byer, som diktatoren har kontrolleret under oprøret.
Det er endnu ikke alle dele af Libyen, der er befriet endnu. Amnesty International forventer, at flere grusomheder vil dukke op.
Det er endnu ikke alle dele af Libyen, der er befriet endnu. Amnesty International forventer, at flere grusomheder vil dukke op. Foto: Alexandre Meneghini / POLFOTO

I takt med at flere byer og provinser befries fra Gaddafi-soldater opdages utallige grusomheder.

Nu beretter Amnesty International om en brutal behandling af fanger i byen al-Khums, der ligger 120 km. øst for Tripoli.

Her blev i alt 18 mænd kvalt til døde i to containere. Udenfor var det 40 grader varmt, hvilket gjorde det umuligt at trække vejret i containeren, hvor der kun slap luft ind igennem nogle få skudhuller.

Uden vand var fangerne prisgivet, og de blev tvunget til at drikke deres egen sved og urin, men det var ikke nok.

Den mindste af containerne, der indeholdt 10 fanger, var to gange seks meter. I den container overlevede kun én. Han blev senere tvunget til at slæbe sine døde kammerater ud.

Pressechef fra Amnesty International i Danmark, Ole Hoff-Lund, er forfærdet over opdagelsen, men siger, at det formentlig kommer flere af den slags opdagelser i takt med, at flere byer befries fra Gaddafis soldater.

"Det er en rigtig, rigtig ubehagelig opdagelse, og jeg er sikker på, at der kommer flere af den slags opdagelser, når vi kommer ud i de dele af Libyen, som under hele oprøret har været under Gaddafis kontrol," siger han til Newspaq.

Hændelsen fandt sted i juni, men er først kommet ud efter de overlevende blev befriet fra et andet fængsel den 21. august.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.