Kun den yderste venstre- og højrefløj tøver i forhold til at lade Danmark gå i krig i Libyen. S og SF står bag statsministerens ønske om at sende militæret af sted uanset, hvad NATO beslutter.
"Vi støtter beslutningsforslaget om at gå militært ind i Libyen, så civilbefolkningen ikke vil blive fuldstændigt massakreret af Gaddafis tropper; det har vi et ansvar for her i Vesten," siger SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen.
Hvad der skal ske med Gaddafi selv står lidt mere uklart. På spørgsmålet om man ønsker ham død, kommer der et lidt uklart svar fra Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.
"Vi laver ikke en aktion mod Gaddafi , vi laver en aktion mod hans soldater. Men Gaddafi skal nok sove lidt mere uroligt i fremtiden," siger han.
Det var ikke helt svar på mit spørgsmål. Hvad vil du mene om at præcisionsbombe det sted, hvor han har sit telt stående?
"Hehe...En dikator mindre i verden vil ikke være så skadeligt," lyder det nu fra Michael Aastrup Jensen.
Heller ikke Holger K. Nielsen vil tale helt klar i spørgsmålet om, hvorvidt Gaddafi bør overleve den militære indsats.
"Efter vores mening skal han stilles for Krigsforbryderdomstolen. Men nu må vi lige se mandatet, og det er svært at forudse alt det, der kan ske," siger SF's forsvarsordfører.