Internationalt militær ejer luftrummet over Libyen, men på landjorden er det stadig Muammar Gaddafi, der sidder på magten.
Efter en søndag præget af internationale bombeaktioner mod militære mål i Libyen, er Gaddafi nu rykket ind i den ellers oprørsstyrede by Masrata.
Det oplyser nyhedsbureauet Reuters.
Øjenvidner beretter, at Gaddafi patruljerer centrum af byen med tanks, og at flere personer er blevet dræbt af snigskytter.
"Det begynder at blive svært, at komme ud herfra," fortæller øjenvidnet Sami over telefonen til Reuters.
En talsmand for oprørerne i Masrata fortæller nyhedsbureauet, at der overalt i byen er kampe mellem oprørere og regeringsstyrker.
"Der er så mange tilskadekomne, at vi ikke kan holde tal på dem," siger han.