Forvirringen synes nu total i det borgerkrigshærgede Libyen, da der angiveligt er voldsom uenighed blandt Gaddafis to sønner Al-Saadi Gaddafi og Saif Al-Islam
For Al-Saadi Gaddafi vil overgive sig til oprørerne, men Saif Al-Islam opfordrer til at kæmpe mod oprørerne til sidste mand, skriver BBC.
Saif Al-Islam siger, at oprørerne kan vente sig voldsomt modstand, hvis de forsøger at indtage diktatorens fødeby Sirte.
Her vil 20.000 mand kæmpe til sidste kugle, lyder advarslen.
"Modstanden fortsætter og sejren er nær," sagde han i en lydbesked.
Det kontante budskab fra Saif al-Islam står i skarp kontrast til broderen, Al-Saadi, der onsdag sagde, at han havde fået tilladelse til at forhandle med oprørernes Nationale Overgangs råd med henblik på at standse kampene i Libyen
"Hvis min overgivelse betyder, at blodsudgydelserne stoppes, så er jeg parat til at overgive mig i aften," sagde han til al Arabiya TV, skriver BBC.
Lederen af Tripolis militærråd, Abdel Hakim Belhaj, fortæller, at han modtog et opkald fra den 38-årige søn.
"Vi fortalte ham, at han ikke skulle frygte for sit liv. Vi vil garantere hans rettigheder som menneske, og vi vil behandle ham humant", lovede han.
Kilde: BBC