Libyens leder, Muammar Gaddafi, har ifølge BBC accepteret en køreplan for fred, der skal afslutte konflikten i landet.
Det er Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, og en delegation fra Den Afrikanske Union, der sent søndag har fået forhandlet aftalen i hus med den mangeårige leder af Libyen.
"Vores brors og leders delegation har accepteret den køreplan, som vi har fremlagt. Vi er nødt til at give våbenhvilen en chance, " siger præsident Zuma til BBC.
Mens den sydafrikanske præsident er på vej hjem, fortsætter Sydafrikas udenrigsminister og resten af delegationen fra Den Afrikanske Union videre til Benghazi, hvor de i løbet af mandagen skal drøfte fredsaftalen med oprørernes ledere.
Hvad fredsaftalen præcist indeholder, er endnu ikke offentliggjort, men kilder tæt på forhandlingerne siger til BBC, at Libyen i fremtiden skal vælge sine egne ledere. Dermed vil alle forsøg på at holde Gaddafis støtter ved magten blive forhindret.
Selvom fredsforhandlingerne altså er undervejs, fortsatte Nato i nat sine bombninger af Gaddafis styrker blandt andet i området omkring kystbyen Ajdabiya.
Kilde:BBC